INDKALDELSE TIL ÆDGK GENERALFORSAMLING 2026

Søndag den 22. marts 2026
Afholdes efter søndagsmatchen
VBI – 1. sal

Dagsorden

  • Godkendelse af dagsorden
  • Valg af dirigent og referent
  • Aflæggelse og godkendelse af formandens beretning
  • Fremlæggelse og godkendelse af årsregnskab og budget
  • Behandling af indkomne forslag
  • Valg af formand
  • Valg af kasserer
  • Valg af bestyrelsesmedlemmer
  • Valg af suppleant
  • Eventuelt

Forslag til behandling på generalforsamlingen, jf. §3.3.2 i vedtægterne, skal være bestyrelsen i hænde
senest tre uger inden afholdelse af generalforsamlingen.


I år er der flere bestyrelsesposter på valg, da kasserer, næstformand samt to bestyrelsesmedlemmer ikke
genopstiller. Det giver en god mulighed for nye kræfter og idéer i klubben. Har du lyst til at bidrage til
udviklingen af ÆDGK, er du meget velkommen til at kontakte bestyrelsen for en uforpligtende snak.
Se vedtægter på klubbens hjemmeside.


Generalforsamlingen afsluttes med kåring af årets ÆDGK’er.
Klubben sørger for en forfriskning under mødet.


Der opfordres til at deltage i søndagsmatchen inden generalforsamlingen.
Tee-off kl. 9.30. Tilmelding på DiscGolfMetrix.


Vel mødt
Bestyrelsen
bestyrelsen@aedgk.dk

2025 i tal

Godt nytår til alle.

ÆDGK kom endnu en gang godt igennem en sæson, hvilket afspejles i tallene på UDisc. Vi råder stadig over en af Danmarks bedste baner, hvilket vores høje rating på UDisc klart viser. Vojens DGP er langt fra den mest spillede, men beliggenheden taget i betragtning, så kan vi være ganske godt tilfredse.

Der bliver spillet rigtig mange runder i Vojens. Vi må dog alle huske på, at andre også bruger parken og oplever, at det også er deres park. Vi skal altid møde de ikke-indviede med ydmyghed. Vi fylder meget i lokalmiljøet i en by af Vojens’s størrelse. Det må vi ikke glemme. Husk at tage hensyn. Husk også at fortælle nye spillere, at det altid er os, der skal tage hensyn til parkens øvrige brugere.

I 2025 er der på UDisc registreret følgende på Vojens DGP:
– 7958 spillede runder. Det er i gennemsnit 663 runder i måneden.
– I alt er der gennem tiden spillet 38.931 runder.
– 1726 unikke UDiscprofiler spillede på banen.
– I alt har 4800 unikke UDiscprofiler besøgt banen gennem tiden.
– Der er brugt 16250 timer på banen i 2025.
– Der er gået 43.500.000 skridt på banen i 2025.

Der er tale om en lille fremgang i forhold til 2024. Overordnet må det dog konkluderes at antallet af runder har ligget nogenlunde stabilt henover de seneste tre år. Antallet af brugere er til gengæld øget. Man kan håbe, at det er et udtryk for at både flere spiller disc golf, og at flere har hørt om vores dejlige bane. Tak til at dem, der arbejdsdag efter arbejdsdag ligger timer i vedligehold og udvikling af banen.

Se det samlede billede herunder.

OD25 caddiebog

Søndag d. 5. oktober opsættes banen på Starup hede. Banelayoutet er nyt i år, så hent caddiebogen til OD25 for at finde rundt.

Banen står kun i en lille uge, da den tages ned igen umiddelbart efter lørdagens runde til OD25 d. 11. oktober. Så gå ikke glip af en fantastisk disc golf oplevelse i dejlig natur langs Haderslev fjord.

Klubmesterskab 2025

Kampen om at blive dette års Klubmester/Æ’ Champ var meget spændende efter første runde!

Martin Isager sneg sig ind på en 1. Plads med en bogeyfri runde i -10 med kun 1 kast ned til 5 mand på en delt 2. plads. Top 10 lå inden for 3 kast.

Efter to runder stod Dennis Thygesen og Jesper Jensen lige med en score på -19! Playoff måtte til og her snuppede Dennis Thygesen sin 10. Klubmester titel!

Jesper tog en flot 2. plads, mens Martin Isager kom ind på 3. plads med -18.

Tæt løb hele vejen!

Klubbens længste arm blev Jeppe Back (igen!)

I Æ’ MAKKERSKAB var der også spænding til det sidste!

Vi spillede 1 runde par golf hvor vi parrede de gode med de knap så gode.

Mads Juul og Nicolai Johansen løb med sejren med en score på -17.

2. Pladsen gik til Marc Svanholm Sørensen og Nikolaj Jensen med en score på -16.

3. Pladsen gik til Kenneth Sølvbjærg og Ricky Sørensen med en score på -15.

Fra udvalgets side skal der lyder et kæmpe stort tak til alle vores mange sponsorer(se nedenfor) og vores fantastiske medlemmer der var med til at gøre årets klubmesterskab til en uforglemmelig dag.

Takket være vores mange sponsorer var der tale om en regulær gaveregn, så det var ikke kun vinderene og 2. sidst der gik hjem med præmier.